Skovens infrastruktur

Tip til januar - bragt i HedeDanmarks Skovkalender 2023.

Skoven består af bevoksninger, grøfter, naturarealer og infrastruktur. Skovens  infrastruktur består af hovedveje, bilfaste veje, spor, stikspor og vende- og læggepladser. Skovens produkter i form af råtræ og flis skal med mellemrum fældes og transporteres ud af skoven. Det kræver veje i en tilstand, der tillader kørsel, så træet kan komme videre i værdikæden. Det gælder både udslæbning af træ og kørsel med udkørselsmaskiner og flis fra bevoksning til bilfast vej og videre til hovedvejen. 

Skovens veje kræver pleje, så de under alle vejrforhold kan bære et lastbiltræk, som kan veje op til 50 t. Lastbilen har brug for plads til at komme frem, hvorfor vejen skal have den nødvendige bredde og frihøjde. Træet placeres på læggepladser i perioden mellem udkørsel og udslæbning fra bevoksningerne til afhentning af lastbil ved bilfast vej. Lastbilens kran skal have en frihøjde til at arbejde, uden at grene og stammer kommer i vejen. 

Skovvejen skaber dynamikker og lysninger i skoven, hvor mere lys- og fugtighedskrævende planter trives. De kan udgøre vigtige florakorridorer og korridorer for insekter og fugle. Slåning af rabatter og spor giver endvidere frisk græs og urter til skovens dyr.

Del denne